Covid-19 tilbud til skoler og institutioner

Besøg Middelaldercentrets Teknologipark, Den Magiske Skov og Griffenholm (med restriktioner) og bliv klogere på middelalderen.

Temaer: Middelalderens teknologiske vidundere, Tro og overtro og Griffenholms mystiske verden

Tidsrum: Mandag-torsdag. Der kan bookes kl 9:00 og 13:00 (besøg af op til 2 times varighed).

Pris: Gratis

Booking: Ring (54861934) eller mail tina@middelaldercentret.dk for at aftale besøg

Forberedelsemateriale: kan findes her på siden eller fremsendes via e-mail. I materialet er også praktiske oplysninger om mødested, toiletter osv.

Her følger en længere beskrivelse af tilbuddet – der er udarbejdet materiale til hvert tilbud, der kan hentes som PDF her på siden. Scroll blot ned til hvert emne og find linket.

Hele beskrivelsen af tilbuddet i én PDF med ideer til undervisning, praktiske oplysninger om mødested osv. samt infojagten kan findes her: Materiale til skoler Covid-19 Middelaldercentret ved booking

Beskrivelse af tilbuddet

Middelaldercentret er grundet Covid-19 ikke åben for gæster, men vi ønsker at åbne en del af vores område op for skoleklasser. Derfor vil det være muligt at komme på besøg i Teknologiparken, Den Magiske Skov og Griffenholm (dog ikke i husene eller på gangbroerne).

Der er ingen adgang til middelalderbyen eller huse og gangbroer i Griffenholm. Dette er grundet restriktioner fra Sundhedsmyndighederne.

Ved ankomst vil I blive modtaget ved lågen ind til skoven.
En ansat fra Middelaldercentret vil tage imod jer, og forklare jer lidt om skoven og reglerne derinde.

Herefter har I området for jer selv i 1,5 time.

 

Teknologiparken

I kan gå på opdagelse i Teknologiparken, hvor Middelaldercentret på baggrund af middelalderlige manualer og bøger, skrevet af datidens opfindere og ingeniører, har opført en park, hvor maskinerne er genskabt i fuld størrelse.

Maskinerne er opstillet efter tema: vand, krigsteknologi, løfte- og hejseteknikker og ”evolutionære vildskud”. Tag på opdagelse i middelaldercentrets Teknologipark og bliv klogere på den udvikling, der er sket fra middelalderen til i dag.

I kan diskutere og tale om teknologi, opfindelser og udvikling fra middelalderen og til i dag.

Undervejs kan I for eksempel tale om, hvordan disse maskiner var forgængere for kraner, elevatoren og flyvemaskinen, og I kan diskutere, hvorfor nogle af maskinerne ikke virker – hvad er en evighedsmaskine egentlig?

Eleverne kan ligeledes afprøve nogle af teknikkerne og maskinerne og snakke om, hvorfor de virker/ikke virker.

Det er også muligt at tale om energikilder og miljø – hvilke former var til rådighed i middelalderen, og hvilke former har vi til rådighed nu.

PDF forberedelsemateriale: Middealdercentrets Teknologipark. Et hæfte til dig og din skole

 

Den Magiske Skov

Gør historie- og kristendomsundervisningen nærværende og gå en tur i Middelaldercentrets magiske skov, hvor I kan møde varulve, vampyrer, lygtemænd og gravsoen.

Få indsigt i middelalderens åndsverden, der bar præg af den katolske kirke, men også af ældre sagn og myter. Hør om helgener, helbredende amuletter, om gengangeren og gravsoen og find ud af, hvordan det hele hænger sammen. Hvad betød religion og overtro for middelalderens mennesker, hvordan forholdt man sig til livet og døden?

Tag på en tur i Den Magiske Skov – hvis I tør!

Den Magiske Skov er en oplevelsessti, hvor der er skilte, der forklarer om de forskellige væsener, nogle af dem er endda tilstede!

Når I booker, vil I få tilsendt materiale, som I kan bruge til jeres tur gennem skoven. Materialet består af spørgsmål, som eleverne kan finde svar på ved at bevæge sig rundt i Den Magiske Skov. Vi opfordrer til, at man samler op på spørgsmålene i plenum, når man er kommet hjem og evt. uddyber svarerne, så elevernes forståelse skærpes.

Materialet består også af en facitliste, som læreren kan støtte sig til, når svarene gennemgås

PDF Infojagt og facitliste: Infojagt Den Magiske Skov og facitliste

 

Griffenholm

Griffenholm er Middelaldercentrets nye store tiltag. I Griffenholm bor professor Julius Griffenholm. Her studerer han middelalderens fabeldyr og sære væsener. I trætoppene har han indrettet sit hjem i fem små huse – en bolig, et bibliotek, et laboratorium, et observatorium og en jurt.

Hele området er meget stemningsfuldt, og der findes blandt andet også en kirkegård og en danselabyrint.

I er velkommen til at gå en tur rundt i Griffenholm (på stisystemet), mærke stemningen og bruge jeres fantasi.

Det er desværre ikke muligt at komme ind i husene eller at gå rundt på gangbroerne.

 

Praktiske oplysninger

  • Der er et toilet til rådighed (se kort)
  • Det er muligt at sidde ved borde-bænkesæt (se kort) og spise sin medbragte madpakke
  • Det er ikke muligt at købe mad og drikke
  • Der er ikke adgang til huse og gangbroer i Griffenholm
  • Man skal selv medbringe papir og skrive-/tegneredskaber
  • Indgang via jernlåge på Ved Hamborgskoven (oplysninger fremsendes v. booking)
  • Der er opstillet sprit til fri afbenyttelse
  • Tilbuddet er gratis
  • Der skal bookes på forhånd på tlf. 54 86 19 34 – plads til én klasse ad gangen

 

Vi henviser til Sundhedsstyrelsens anvisninger i forhold til afstand, god håndhygiejne, host og nys i ærmet, samt max 10 personer samlet ét sted.

Vores tilbud er tilrettelagt således, at anvisningerne kan overholdes, men det er lærernes ansvar, at anvisningerne overholdes.